onsdag den 22. august 2012

BERLIN BERLIN 2012






Opvarmning til turen var TREFFPUNKT: BERLIN udstillingen på  Arken i forsommeren.
En gruppe tyske kunstnere havde alle lavet værker der om-handlede Berlin på én eller anden måde. Bla. en videoinstallation optaget i restauranten på toppen af Fernsehturm, visende udsigten. Det tager 30 min at nå vejen rundt, men i denne speed up version, ca. 8 min. og – tjek! – så havde jeg nået dét, og behøvede ikke stige i højderne når jeg kom til byen.

Mit formål med turen var at se nærmere på Käthe Kollwits’ historie og kunst. Derudover besøg på gallerier, kunst-værksteder mm. i byen, for at hente inspiration og udvide min personlige horisont. I min forberedende research besluttede jeg mig dog for, at jeg på turen udover værker af Kollwitz, primært ville gå efter små og nye kunstnere.

Det betød at jeg valgte mange af de gængse museer og udstillinger fra. Jeg ville i stedet opsøge den nye, spirende og endnu ikke etablerede kunst. Små gallerier og værksteder.
Og gadekunst.
Berlin er fyldt af gadekunst. Noget er bestilt, men meget af det er bare opstået – og meget af det arbejdes der videre på hele tiden. Nye kunstnere kommer til og fortsætter stregerne på gader og mure(!)


En mandag i august indtog jeg mit sæde i et direkte tog til Berlin om morgenen kl.8 og var fremme midt på eftermiddagen.
Jeg tog S-bahn til Hackescher Markt og tjekkede ind på hotellet. Herefter begav jeg mig ud på en gåtur på må og få i kvarteret, for ligesom at lande.
Første hele dag i byen var jeg tidligt på farten. S-bahn til Alex og U-bahn til Schönhauser Allé. Jeg ville op og kigge efter nogle gallerier jeg havde hørt skulle ligge oppe i Wedding – omkring Soldiner og Kolonien Strasse.
Jeg gik vest over. Over Gesundbrunnen og ud til Wedding.

Jeg kom langt omkring. Fandt omkring Ufer Strasse en nedlagt fabrik der husede en række kunstneres værksteder – og en café.En af kunstnerne renoverede marmorstatuer og kæmpe store friser. Alt hvad der befandt sig i rummet var hvidt af marmorstøv.
Også kunstneren selv. Det så ret fantastisk ud. Meget meget spændene sted og miljø, men desværre ingen igangværende udstillinger.


Derefter zigzaggede jeg ned mod Mitte. Gik gennem mange spændene kvarterer og kiggede ind i små værksteder og på rigtig meget kunst i gadebilledet.

































Sidst på dagen var jeg nået 
til Linien- og Auguststrasse – og de mange gallerier der ligger der. Der var mange fine steder, men det var tydeligt at det var de mere etablerede kunstnere der holdt til der. Flere med eget galleri.
Dog var der stadig plads til ’det skæve’ i haver, på mure og på facader.

























Dagen efter var jeg omkring Dahlem-Dorf, og derefter omkring den – næsten – nedlagte lufthavn Tempelhof, der er et imponerende stort bygningsværk. 
I dag bruges én af hangarerne til kulturbegivenheder og udstillinger. Fra Tempelhof gik jeg over til Kreutzberg 
og fik frokost.




















Derpå videre til Neuköln som ligesom Wedding skulle være upcomming indenfor kunstner-kredse, fordi der er til at bo for små penge.
En ret rå del af byen uden ret meget hverken op- eller udstillet kunst, men med meget sjæl og potentiale. 



















Efter 2 meget lange dage med rigtig mange kilometer i benene, lejede jeg en cykel. Det er en super måde at se byen på. Man kommer hurtigt rundt og ser gader og steder man ikke ville nå at se til fods, og som man bare var suset forbi med offentlig transport. Berlinerne kører vildt på cykel og hvis der er cykelsti, ligger den ofte midt(!) på fortovet, hvorfor der heller ikke er nogen der rynker på næsen af at man cykler på fortovet, selvom der ikke er cykelsti.
Der er ikke specielt mange cyklister og det virker ikke som om der er særligt fokus på dem, så man kaster sig bare af sted i trafikken og snupper de smuthuller der opstår mellem biler og sporvogne.
Jeg cyklede ned til Spree, for at se nærmere på East Side Gallery.






































 
Fra Spree begav jeg mig gennem Friedrichshain til Prenzlauerberg og Mitte. 
Var omkring Rigaer Strasse hvor der stadig er aktive besættere, forbi Käthe Kollwits Plads, og forbi Kultur Brauerei der som navnet antyder, er et nedlagt og nu restaureret bryggeri, der huser alverdens kulturformål.




















Faldt nærmest omkuld på en café sidst på eftermiddagen, men kom på cyklen igen, for der var stadig et par ting på dagens liste.

Jeg ville gerne forbi Tachels på Oderberger Strasse. Et gammelt nedlagt varehus der har levet et lidt omtumlet liv og for ca. 15 år siden var et meget kreativt blomstrende ungt kunsterfællesskab. I dag er der kun den faldefærdige grafittimalede bygning – som man ikke må besøge fordi den er i så dårlig stand at myndighederne har forbudt det – og de sølle ’hang-arounds’ der ikke har kunnet finde ud af hvor de ellers skulle tage hen, efter at alle de kreative kræfter smuttede for mange år siden, tilbage.
Neden for huset findes en ’skulpturpark’. Et par af skulpturerne var ret fine. Jeg gætter på at de stammer tilbage fra stedets ’storhedstid’ og at de på grund af størrelse og vægt, har været for svære at flytte.

Resten af ’kunsten’ var så som så, og de gadesælgere der befandt sig i huset på gadeplan, solgte udelukkende smykker fra østen og påfuglefjer! Intet originalt.
Jeg var heldigvis advaret om stedets tilstand. Det var noget knald!





























Herefter videre på cyklen til den grafiske boghandel Gestalten i en baggård på Sofien Strasse. Der var masser af mennesker inde og ude – til fernisering på en udstilling af Frank Höhne. Meget fine ting – og meget dejligt sted.




-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------










4 kommentarer:

  1. Superfin reportage, godt blik for skævheder,....jeg vil til Berlin !!!
    KH Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, - go for it! Og 'mine' 3 dage var slet ikke nok. Skrev faktisk hjem til 'HÅ-pigerne' dernede fra at vi måtte lave en 'efter-studiet-studietur...'

      Slet
  2. Det ser spændende ud - fede billeder og god tekst. Tak for kigget :-)
    Kh He

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Helle. Ja - da 'den danske (billed)stil' var lavet til legatudvalget, var det jo en copy/paste opgave at få den på bloggen... og så lige lidt til ;)
      Glæder mig til at se din seneste ferie udrullet på bloggen!

      Slet